“Arrg, jeg orker ikke gå i terapi. Jeg er ikke klar til at lave det arbejde der kræves og jeg er så bange for at jeg kommer til at miste nogle af mine relationer”. 

Er det en ordlyd, du genkender? Vi vil meget hellere please alle andre og være den gode datter, søn, veninde, mor, kollega – end at lytte til vores egne behov. 

Det er lettere at være ude i andres behov. Fordi det er en tillært vane, som giver dig to ting: 

1. Du er vellidt, for du er der altid og dig kan man regne med. Du støtter altid op. Tager ansvaret på dig. Du yder lige en tand ekstra. Du er et fast holdepunkt i andres liv.
2. Du behøver ikke at forhold dig til dig selv, for det har du jo ikke tid til og din identitet ligger i at være en rolle – den store hjælper, der redder andre. Og derfor er værdsat. 

Men hvor længe holder det?

Indtil du bare ikke kan holde ud, at der aldrig er overskud til dig selv. 

Indtil din krop siger fra og du går ned med stress

Indtil du ikke aner hvem du selv er. 

På spørgsmålet: Hvordan har det du? Så er svaret typisk: Det ved jeg ikke. 

Hvorfor? Fordi kontakten til dig selv er røget. Du kan ikke mærke dig selv, når du konstant er ude i andre. 

Det er en tillært vane, du har med fra barnsben. En måde at være på i verden, som har givet afkast – du er liket – indtil du bare ikke kan mærke hvem DU er. 

Den er svær – for ikke at sige – næsten umulig at bryde ud af selv – den rolle! 

I terapirummet får du ’a second chance’. Som Peter Høeg er citeret for: ”Det er aldrig for sent at få en ny barndom’”

Her etableres der et trygt møde mellem terapeut og klient – baseret på tillid. Der etableres et kærligt rum at læne sig ind i. Terapeuten har kun for øje at møde klienten – uden dom.  

Kun med det formål at klienten kan læne sig ind i terapeuten og på den måde få ro nok til at kunne mærke og sanse sig selv og derved komme i kontakt. Både med sig selv og terapeuten.

Så det er en slags øverum at gå i terapi for at kunne skøjte sikkert rundt på livets glidebane senere.

Her gives tid og rum. Så du langsomt genopbygger kontakten til dig selv.

Finder ind til din essens og kan stråle ud i verden derfra og kunne sige til og fra. Uden dårlig samvittighed. 

Lyder det ikke godt?